Trine Stausgaard Munk

Grundejerforeningen Godthåb

Opstillet for Grundejerforeningen Godthåb, der er en frivillig forening for beboere på Badensgade i Amager Øst. Foreningen har eksisteret i årtier og tæller i dag 50 medlemmer. Gaden stammer fra 1898, hvor byggeriet startede, og et par år senere var alle 25 dobbelthuse færdige og beboede. Byggeforeningen “Godthaab” blev stiftet i 1898 af arbejdere ved Hærens Tøjhus. 

Stiller op i interessegruppen: Bolig, miljø og erhverv.

Opstillingstekst

Jeg er 37 år, Cand. Scient. fra KU og Amager Øst beboer de sidste 15 år med undtagelse af et par år på Frederiksberg og i USA. Jeg arbejder med byudvikling, bæredygtighed og klimatilpasning lokalt og internationalt. Jeg vil bidrage til en mere sammenhængende, grøn, bæredygtig og social bydel.

Jeg vil kombinere min professionelle erfaring med lokale behov og ønsker, så vi i højere grad sikrer, at Amager Øst er for alle, også i fremtiden.

Jeg vil inspirere til en integreret planlægningstilgang som giver sikre, grønne forbindelser og bynatur generelt, samt innovative byrum, der samler os på tværs af køn, generationer og baggrund. Jeg ser gerne, at Amager klimasikres på en bæredygtig og multifunktionel vis i samspil med projekter som eksempelvis Amagerbanen, Prøvestien og Siljangade.

Mest af alt ønsker jeg at understøtte bydelens diversitet – hvad enten det drejer sig om et varieret udbud af uddannelse, detailhandel, rekreative områder eller sociale aktiviteter med plads til alle.