Line Grubb

Grundejerforeningen Gimle

Opstillet for Grundejerforeningen Gimle, som dækker halvdelen af Thingvalla Allé og Ingolfs Allé, Gimles Allé, Geysers Allé og Heklas Allé.

Opstiller i interessegruppen: Bolig, miljø og erhverv.

Opstillingstekst

Amager Vest er ikke én bydel, men mange på én gang. Netop derfor rummer den stærke kvaliteter, og netop derfor fortjener alle delområder en klar og langsigtet retning for byudviklingen. Ikke hurtige løsninger, men klog fortætning i de allerede byggede kvarterer og en bedre sammenhæng i en bydel, der er både sammensat og levende. Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil være med til at forme denne helhed.

Jeg er særligt optaget af byens fælles rum: gaderne, pladserne, vejene og park- og naturområderne. Det er her, byen faktisk lever, ikke i planerne, men i hverdagen. Hvis byens rum fungerer, bliver byen bedre for alle.

Jeg er uddannet by- og landskabsarkitekt og har arbejdet i både kommunen, hos rådgivere og på tegnestuer. Det har givet mig et nøgternt indblik i, hvordan byudvikling bliver til, og hvor afgørende det er, at trafik, byggeri og grønne områder tænkes sammen fra begyndelsen. Kvaliteten i byens rum er ikke pynt – det er nødvendigt, især når pladsen er trang, og mange interesser skal deles om byen.

Mit engagement i Amager Vest er også personligt. Jeg kender bydelen fra hverdagen med mine børn og fra langsomme gåture med mine to hunde. Det er herfra – fra gadeplan at jeg vil tage både min faglighed og mit engagement med ind i lokaludvalgets arbejde.