Gunnar Nordentoft Dahlgaard

Dortheavej 32-42,3B.afd. 24416

Opstillet for:

Dortheavej 32-42,3B.afd. 24416

Lokal Almen+ afdeling i boligselskabet 3B. Afdelingen er delvis selvforvaltende og gennem eget arbejde styrkes det beboerdemokratiske arbejde ligesom selvforvaltningen bidrager til at huslejen er mindre end tilsvarende boligers husleje.

Gennem aktiv deltagelse har beboerforeningen på Dortheavej 32-42 deltaget i det nære lokale samarbejde bl.a. vedrørende udviklingen af den nye plads på Smedetoften, deltagelse i dialogmødeforum med Ungdomshuset på Dortheavej, Ungekulturhuset på Smedetoften, biblioteket på Rentemestervej og vejlaug på Birkedommervej.

Interessegruppe:

Bolig, miljø og erhverv

Opstillingstekst:

Jeg vil bidrage og medvirke til at bevare og udbygge det lokaldemokratiske arbejde. Indsigt og evne til at løse lokale udfordringer er lokalsamfundets styrke til at få en dagligdag til at fungere og der hvor de lokale ressourcer ikke slår til er det vigtigt, at der er lette veje til at finde løsninger. 

I almen+ afdelingen på Dortheavej har beboerne fx fået bragt hastigheden ned på Birkedommervej vha opsætning af vejbump og dermed skabt en mere sikker skolevej for områdets skolebørn. Når vejen er kort fra problemidentifikation til løsningsforslag og udførelse er lokalarbejdet bedst.

Udover at være optaget af at støtte det frivillige arbejde vil jeg arbejde for, at det lokale erhvervsliv bliver en aktiv del af lokaldemokratiet i bydelen. Et mangfoldigt erhvervsliv i Nord Vest er under udvikling og er et vigtigt bidrag i udviklingen af et Nord Vest 2.0.

Jeg har tidligere været aktiv på arbejdsmarkedet i Nord Vest og gennem nogle år havde jeg min arbejdsplads på Tomsgårdsvej 35 og har oplevet, at bydelen fra at være et lidt uset og slidt område til, at området tiltrækker et kreativt erhvervsliv der bidrager til den opblomstring af bydelen vi er vidne til. På en måde repræsenterer Tomsgårdsvej 35 den forandring der er sket de sidste 30 år; fra at være politistation 8 til at huse forvaltningsenheder under Københavns Kommune og Beredskabsstyrelse til kulturcenter og adressen lægger nu aktuelt hus til et midlertidigt testcenter under coronakrisen.

Jeg har gennem mit arbejde i københavnske kommunale forvaltninger fået erfaring og godt indblik i kommunale rutiner og arbejdsgange og kender til den lange vej i korridorerne.

Et særligt fokus for mig vil være at understøtte seniorpolitiske initiativer og aktiviteter.

Vores bydel er en blandet by og det må gerne vedblive at være sådan; bydelen huser mange unge og mange med indtægter der ligger under gennemsnittet i København, men fælles for bydelen er et godt naboskab og viljen til at bidrage. Den kulturelle diversitet er tydelig og en styrke, men desværre oplever jeg at aktiviteter for og om seniorer ofte bærer præg af reservattænkning og jeg ser gerne en aldersdiversitet repræsenteret i bydelens tiltag og aktiviteter – og gerne seniorbofælleskaber - men allerhelst at erfaring og aktiv deltagelse fra seniorer indtænkes i bred forstand.

Smedetoftens plads har været aktiv i 1 ½ år og jeg ser frem til at Københavns Jazzfestival 2022 får øje på denne fine plads og gerne lader et par arrangementer falde af på pladsen til sommer. Og hvem ved, måske kan Smedetoftens plads osse være ramme om lørdagskaffe og en formiddagssvingom når vejret tillader det? Pladsen inviterer til det.