Kasper Boye

Mamma Mia Naboskolen

Opstillet for:

Mamma Mia Naboskolen

Jeg stiller op på vegne af Mamma Mia Naboskolen på Utterslev Torv, hvor jeg har siddet i bestyrelsen som nabo-repræsentant siden foråret 2021. Naboskolen er tilknyttet Mamma Mia, der er et aktivitets- og samværstilbud for mennesker med sindslidelser, men skolen fungerer som separat forening.

Skolen tilbyder folkeoplysende voksenundervisning for sindslidende/psykisk sårbare bosat i Københavns kommune. Formålet er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab.

Med udgangspunkt i undervisningen skal deltagernes almene og faglige indsigt og færdigheder øges. Målet er at styrke den enkeltes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

Interessegruppe:

Bolig, miljø og erhverv

Opstillingstekst:

Jeg har boet i Nordvest af et par omgange, men er efter mange år på lejemarkedet blevet andelshaver på Provstevej i sommeren 2020. Jeg blev øjeblikkeligt ekstremt begejstret for mit nye kvarter, og det er for at både værne om og styrke området, at jeg stiller op til Lokaludvalget.

Jeg ønsker at bidrage til at sikre en positiv byudvikling i Bispebjerg med respekt for områdets mangfoldighed – både socialt, økonomisk og arkitektonisk. Vi bør lære af de mange erfaringer fra byens andre kvarterer over de seneste 25 år, så vi sikrer en positiv udvikling, der ikke indebærer, at bydelen bliver til et parcelhuskvarter i lag.

Bispebjerg virker til at være i de tidlige faser af den byudvikling, som har været spået for kvarteret i snart et par årtier. Den udvikling har mange positive elementer, men jeg mener, at det er vigtigt, at den – fortsat – finder sted med afsæt i områdets særegne karaktertræk.

Som beboer på Provstevej følger jeg lokalplansarbejdet for mit lokalområde med stor interesse, da kvarteret i mine øjne har nogle enorme kvaliteter, som det er værd at bevare.

Herudover er jeg stor tilhænger af nogle af de tiltag, der er skabt i de senere år for at skabe forbindelse til de omkringliggende områder. Især ser jeg Nordvestpassagen, Lersøkilden og Bispeengbuen som spændende projekter, der kan få stor betydning for området.

Jeg er uddannet etnolog, og jeg har en fortid som både freelance journalist og personundersøger i Kriminalforsorgen.

I dag arbejder jeg med kommunikation og bæredygtighed i byggebranchen, hvilket kan give mig en ballast i forhold til nogle af de mere komplekse – og endda fordækte – dele af byggesager.

I min første allerførste ansættelse drev jeg i øvrigt som etnologisk konsulent den brugerproces, der i 2010 blev afviklet i forbindelse med udviklingen af Dansekapellet ved Bispebjerg Kirkegård. Derfor har jeg allerede haft en smule berøring med byudvikling i kvarteret.

I min fritid driver jeg en musikfestival på Møn ved siden af min opgave som formand for bestyrelsen på Naboskolen Mamma Mia.