Asbjørn Kaasgaard
Opstiller for Christianshavns Lokalhistoriske Forening & Arkiv, der indsamler og formidler Christianshavns Lokalhistorie.
Stiller op i interessegruppen: Bolig, miljø og erhverv
Opstillingstekst
Jeg har altid været lokalpolitisk aktiv og jeg vil gerne fortsætte med at præge Christianshavn i en bæredygtig og spraglet retning.
Jeg har i alle sammenhænge arbejdet for at styrke sammenhængskraften i bydelen. Det gælder inden for boligpolitik, infrastruktur, kultur, lokalhistorie og miljø. Jeg har arbejdet for trafiksanering, herunder nedgravning af den kommende metro. Senest har jeg arbejdet for at få forbudt de gamle havnerundfarters farlige sundhedsskadelige partikeludledninger.
Jeg vil fortsat arbejde med at udvikle Christianshavnerdagen, Nytårskuren og bydelsmøderne til aktiviteter for alle Christianshavnerne.
Ligeledes at fortsætte det lange seje træk med dialog med kommunes politiske udvalg og forvaltninger.
Mine mærkesager:
- Klimasikringen af Christianshavn og København skal fremrykkes med portløsninger sydpå ved Kalvebodbroerne og nordpå ved Kronløbet.
- Der skal ske en markant forbedring af cykelfremkommelighed af Refshalevej.
- Der skal etableres et madmarked på Christianshavns Torv
- Bopælspligt i alle boliger og skærpet tilsyn med svindel med korttidsudlejning og skyggehoteller
- Byudviklingen af Refshaleøen skal påvirkes i retning af en bæredygtig blandet by med mange grønne løsninger og varieret beboelse, institutioner og erhverv.
- Der skal etableres flere betalbare almene boliger på Refshaleøen og Christiania