Carsten Rasmussen
Opstillet for AB Halv Tolv, der har 156 andelslejligheder i historiske omgivelser på Holmen. Foreningen har desuden flere laug, herunder bl.a. et Bådlaug, Badstuelaug, Bilauget og en cykelklub, som er med til at give fællesskabet gode vilkår.
Stiller op i interessegruppen: Bolig, miljø og erhverv
Opstillingstekst
Det har tit slået mig, når jeg cykler ned af Prinsessegade, at trafikken kan være voldsom. Især tunge lastbiler er truende. Tænk hvis skolebørn kunne færdes mere sikkert.
Jeg er 72 år og har boet ti år på Holmen i AB Halvtolv, som gerne vil være repræsenteret i Lokaludvalget og blive en aktiv del af ånden og livet på Christianshavn.
Det er vigtigt at give plads til grønne transportmidler, som kommunen gør med Torvegade, der får bredere cykelstier på bekostning af biltrafikken. Samtidig kan Christianshavns Torv blive et sted, hvor borgere kan mødes og trives.
Både det historiske Nyholm og Refshaleøens industrikultur skal tænkes ind i en byudvikling med plads til idræt, kultur, uddannelsessteder og give plads til at bygge nogle almene ungdomsboliger, der kan betales af en studerende.
I AB Halvtolv er vi et fællesskab med stærke relationer til det maritime, og vi værdsætter den maritime kulturarv her på Holmen. Nyholm er et oplagt sted, hvor gamle træskibe kan få en fremtid med kajplads og træskibsværfter. Skoleskibet Georg Stage har allerede en plads på Holmen.
Vi ved, at vandet kommer, men vi ved ikke hvor meget, så København skal klimasikres, men Lynetteholm-projektet er ikke den rigtige stormflodssikring.