Ingrid Bo Rahbek

Rød-Grøn Ungdom København

Opstillet for Rød-Grøn Ungdom København, som er en ungdomsorganisation, som samarbejder med Enhedslisten. Foreningen har til huse på Studiestræde 24, hvor der holdes medlemsmøder hver anden uge. Her planlægger foreningen aktiviteter, maler bannere, afholder workshops og bliver klogere sammen. 

Stiller op i interessegruppen: Børn, unge, idræt, kultur og fritid.
 

Opstillingstekst: 

København skal udvikles med dem, der lever deres liv her – også de unge. Alt for ofte træffes beslutninger om byen uden, at nye generationer får reel indflydelse. Det svækker både demokratiet og kvaliteten af løsningerne. Unge perspektiver er nødvendige, hvis Indre By også i fremtiden skal være levende, mangfoldig og til at bo i.

Jeg har erfaring som talsperson for Ungeråd KBH, og det står klart, hvor meget unge kan bidrage med, når de bliver taget alvorligt. Jeg vil i lokaludvalget kæmpe for at bydelens unge inddrages i beslutninger om byrum, byudvikling og lokale prioriteringer. 

Indre By skal være en by for mennesker, ikke biler og investeringsobjekter. Gader og pladser skal indrettes til fællesskab, grønne opholdssteder og trygge hverdagsliv. Samtidig forudsætter en by for mennesker, at almindelige københavnere fortsat har mulighed for at bo her. Flere betalelige boliger er afgørende, hvis unge og studerende ikke skal presses ud af byen.

København står stærkest, når flest stemmer bliver hørt – også unges.