Per Stengade
Opstillet for Toftøjevej vejlaug, der er en forening for privat fællesvej.
Stiller op i interessegruppen: Bolig, miljø og erhverv.
Opstillingstekst
Jeg er født og opvokset med Damhusengen som baghave. Siden Vanløse Lokaludvalg så dagens lys i 2006, har jeg arbejdet for at engagere både børn, voksne og bedsteforældre i natur- og miljøindsatsen.
Jeg har beskæftiget mig med alt fra emner som skybrud, varmeø-effekt, CO₂-udledning, byggeri, genbrug og affald med mere. Mange af disse temaer bliver vendt og drejet på det årlige Damhustræf under Danmarks ”Naturens Uge.”
Jeg har et bredt netværk i de grønne områder, og jeg arbejder for, at der skal være plads til alle, med gensidig respekt og en fornuftig balance mellem naturhensyn og rekreativ brug. Jeg er medlem af kommunens parkbrugerråd og har et godt og konstruktivt samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen.
Jeg deltager desuden i lokaludvalgets arbejde for realisering af en Natur & Miljøstation ved Damhussøen, et samlingssted for oplysning, undervisning, udveksling af viden og erfaringer, samt nytænkning og udvikling inden for natur- og miljøproblematikken.