Stine Hedegaard Bakmand
Opstillet for Foreningen Hus Forbi. Hus Forbi er en landsdækkende forening der arbejder for at give hjemløse og socialt udsatte mulighed for at forbedre deres egen livssituation, og som giver et talerør til en gruppe mennesker, der ofte har svært ved at komme til orde i samfundet.
Vores sekretariat ligger i Vanløse, og vi har samtidig en række lokale aktiviteter, der specifikt foregår i Vanløse. I vores sociale café på Jernbane Allé serverer et hold af frivillige hver dag et måltid gratis varm mad til frokost til omkring 30-40 hjemløse og socialt udsatte. Samtidig kan man i varmestuen gå i bad, vaske tøj, få morgenmad, drikke en kop kaffe, købe de Hus Forbi-aviser, man skal ud og sælge på gaden og få pædagogisk og socialfaglig hjælp og rådgivning.
Og sidst men ikke mindst arrangerer vi i Vanløse en række aktiviteter for hjemløse og socialt udsatte, herunder julehygge, fisketure, fodboldturneringer, yoga-undervisning, nada-akupunktur og fællesmøder.
Nogle gange holder vi også åbne arrangementer, hvor vi inviterer vores naboer i Vanløse indendørs til blandt andet fællessang og åbne folkekøkkener.
Stiller op i interessegruppen: Ældre, sundhed, social og integrationsområdet.
Opstillingstekst:
Jeg stiller op til Vanløse Lokaludvalg på vegne af min arbejdsplads, fordi vi mener, at det er vigtigt at vores brugere har en stemme i lokaludvalget – én der er der for at varetage deres interesser.
Jeg vil på den baggrund arbejde for de sager, jeg ved er af særlig betydning for hjemløse og udsatte i bydelen: Stor kvalitet i bo- og behandlingstilbud til psykisk sårbare, udsatte og personer med misbrug, bekæmpelse af fjendtlig byarkitektur og kriminalisering af hjemløshed, boliger som alle har råd til, samt et toilet på Vanløse Torv.
Dertil kommer, at borgere i Vanløse til tider har udtrykt bekymring i forbindelse med at hjemløse og socialt udsatte opholder sig på torvet. Det er afgørende at Hus Forbi er repræsenteret i disse diskussioner, sådan at vi sikrer hensynet til de mennesker, det handler om.
Derudover brænder jeg personligt for en ambitiøs klimapolitik og en by der arbejder for at løse sociale problemer og bekæmpe ulighed, fremfor at skubbe fattige og udsatte ud af byen.